I Sydafrika viste vi kampen om tredje- og fjerdepladsen mellem Uruguay og Tyskland. Vi mødtes med AMREF (African Medical Research and Education Foundation) og SAfAIDS og kørte 40 min ud af Jozini by, som ligger i det nordøstlige Sydafrika. Vi ankom til et område, som var fuldstændig mørkelagt. Vi satte derfor vores udstyr op i lyset fra vores billygter. Ligesom i Salima i Malawi er det et fantastisk oplevelse at være omringet af mørke og det eneste lys i kilometers omkreds er vores projektørlys. Der var ikke mange fremmødte, da vi ankom, men vi spillede igen ’Waving flags’, og folk samledes langsomt omkring vores projektor.
Billede af fremvisningen udenfor Jozini. Billedet er fotograferet af Tiana Leakey
Efter vi havde ventet en halv times tid på at få samlet et publikum, startede vi en dansekonkurrence, hvor vi belønnede de bedste dansere med t-shirts og vuvuzelas. Det højnede i den grad stemningen, som publikum heppede på deres favoritter med pift og tilråb. Efter dansekonkurrencen viste vi endnu en ’One Love’ video, der omhandler en par, der skal giftes men manden har en elsker, og det viser sig, at hun er gravid med hans barn og senere får konstateret, at hun er Hiv positiv. Brudens moder kender til graviditeten, men fortæller det ikke til sin datter, da ægteskabet betyder, at moderen er finansielt sikret resten af livet. Datteren finder senere ud af, at manden er hende utro. Hun vælger at forlade ham og tager hjem til sin mor, der bliver rasende, da hun ikke mener, at datteren lever op til sit ansvar som gift kvinde. Filmen slutter åbent med at moderen får at vide, at mandens elsker er Hiv positiv, og scenen var derfor sat for en diskussion om bl.a. ansvar, familiært pres, stolthed, fortrolighed, utroskab og tillid. Kvinderne var specielt engagerede i diskussionen, og det var tydeligt, at der var nogle stærke kvinder til stede, som blev respekteret af alle de tilstedeværende inklusiv mændene.
Efter diskussionen sluttede vi af med en quiz og endnu lidt dans, inden vi startede transmissionen af kampen mellem Tyskland. Tyskland var favoritter, og publikum var da også på tyskernes side igen med baggrund i Uruguay - Ghana kampen. Det var en utrolig spændende kamp, hvor Tyskland scorede det første mål, hvorefter Uruguay fik udlignet og derefter bragte sig i front. Herefter fik Tyskland udlignet på en målmandsfejl og fik derefter sikret sig sejren i de sidste minutter i anden halvleg. Publikum var ældevilde og fejrede resultatet med endnu et danseshow.
No comments:
Post a Comment