Efter vores arrangement i Mozambique fortsatte vi mod Swaziland. Swaziland er et lille land mellem Mozambique og Sydafrika, som er indehaver af en kedelig rekord nemlig den højeste Hiv/Aids infektionsrate i verden med over en tredjedel af befolkningen værende Hiv/Aids positive. Swaziland er et kongedømme og den siddende konge har selv 13 koner. Arrangementet i Swaziland blev dækket nationalt og både ministeren for sundhed samt ministeren for turisme var til stede på dagen.

Billede af Africa Goal holdet samt ministeren for sundhed. Han er nummer to fra højre. Billedet er fotograferet af Tammy Tschentscher
Ministeren for sundhed havde grebet muligheden ved at samarbejde med Africa Goal til sætte fokus på Hiv/Aids i Swaziland. Han havde reklameret for arrangementet flere måneder i forvejen og både tv, radio og aviser i Swaziland havde fulgt optakten til arrangementet. Flere af disse var også tilstede på selve dagen. Ministeren er en fantastisk person på flere fronter og havde selv postet penge i projektet, og han var tydeligt vellidt af befolkningen. Han var utroligt imødekommende, og jeg så ham flere gange give knus til lokale, der kom for at snakke med ham. Han var et frisk pust i modsætning til mange andre afrikanske politikere man ofte oplever på kontinentet, der ofte er mere interesserede i dem selv end i befolkningen. Alle på Africa Goal holdet var enige om dette, og vi var alle meget inspirerede af at have haft muligheden for at samarbejde med en sådan rollemodel.
Selve arrangementet startede før vi kom, og vi ankom derfor til en folkemængde på ca. 4000. Allerede i gang var en fodboldturnering, hvor skoler fra lokalområdet dystede, Hiv/Aids information, Hiv/Aids testning, koncert med en kendt lokal sanger og senere pokaloverrækkelse til vinderne af fodboldturneringen efterfulgt af sang og dans. Ved pokaloverrækkelsen blev holdenes anførere yderligere gjort til Hiv/Aids æresmedlemmer, der skal hjælpe med at etablere sundhedsklubber, som ministeren for sundhed vil finansiere. Æresmedlemmerne får ansvar for at informere deres jævnaldrene om Hiv/Aids og samtidig opfordre klassekammerater til at hjælpe med at stoppe spredningen af Hiv/Aids i landet.

Billede af Dominique og jeg, der hænger projektorskærmen fra taget af en bygning. Billede fotograferet af Tammy Tschentscher.
Vi blev mødt af ministeren for sundhed samt repræsentanter fra SAfAIDS og blev inviteret til at spise med. Der var blevet forberedt mad til 800 mennesker og kogekonerne havde været i gang fra kl 5. om morgenen. Efter det lækre afrikanske måltid begyndte vi at sætte vores udstyr op. Grundet de mange fremmødte kravlede Dominique og jeg op på et tag for derfra at hænge vores projektorskærm, så flest muligt mennesker kunne følge med i den anden semifinale mellem Spanien og Tyskland.
Vi oplevede desværre igen problemer med fremvisningen, da DSTV, som er vores tv-udbyder, af ukendte grunde havde afsluttet vores abonnement. Vi blev derfor nødsaget til at alliere os med en lokal fra publikum, der skyndte sig hjem for at hente et gammelt tv med en simple antenne. Vi opsatte hans tv og projekterede et grumset billede fra hans tv op på vores projektorskærm. Igen var det selvfølgelig ikke optimalt, men vi var glade for, at vi alligevel kunne vise kampen, og flere i publikum morede sig over situationen og det endte med at skabe en hyggelig og afslappet stemning. Spanien vandt kampen med 1-0, og det fejrede størstedelen af publikum med sang og dans. Under kampen var det blevet koldt, og vi pakkede derfor sammen efter kampen, og sagde farvel til publikum, vores partnere såvel samt ministeren for sundhed. Dagen efter var der et billede af Africa Goal holdet sammen med ministeren for sundhed i den nationale avis ’the Sawzi Observer’.
No comments:
Post a Comment