Friday, June 18, 2010

Africa Goal 2010 - dag 5

Dagoretti var vores sidste stop i Kenya før Africa Goal kampagnen 2010 fortsætter mod Tanzania. Vi har haft lidt problemer med at få nogle af vores Hiv/Aids materialer sent til Nairobi og få den gennem tolden, så vi blev derfor nødt til at arbejde på det inden afrejse fra Nairobi. Grundet dette forlod vi Nairobi lidt sent den 15 juni. Vores næste stop var Arusha en by i det nordlige Tanzania, som er center for Tanzanias safariindustri. Heldigvis foregik rejsen til Arusha uden de store problemer, og vi nåede frem en halv time før kampstart, så vi kunne faktisk nå at vise kampen mellem Portugal og Cote d’ivoire. Uheldigvis havde vores partner Family Health International misforstået datoen for samarbejde, da de troede, at vi først skulle ankomme onsdag den 16 juni. De havde derfor et samarbejde med Coca Cola, som viste den sene kamp mellem Brasilien og Nordkorea på storskærm. Vi overlod derfor fremvisningen af den sene kamp til Coca Cola, da de allerede havde sat deres udstyr op, men fortsatte samarbejdet med Family Health International i forhold til Hiv/Aids information.

Billede af Adam Jules, som synger om Hiv/Aids til det fremmødte publikum. (Billedet er fotograferet af Tammy Tschentscher)

Hiv/Aids informationen blev som de andre dage afsluttet med en quiz, hvor vi stod for overrækkelse af præmier. Family Health International samarbejder med lokale musikere, radioværter og studerende, og til dette arrangement havde de inviteret en populær lokal sanggruppe ‘Space Unit’ samt Adam Julies, en lokal sanger hvis scenenavn er Sam Pepo. Både Adam Julies og ‘Space Unit’ sang på Ki-swahili om de forskellige problemer Hiv/Aids medfører og hvilke faldgrupper specielt unge mennesker skal være opmærksomme på i forhold til Hiv/Aids infektion. De var utrolig dygtige musikere, og det virkede som om, at de på hver deres måde fangede specielt den unge del af publikum. Det er virkelig interessant at følge vores samarbejdspartneres tilgange til Hiv/Aids samt de forskellige værktøjer, de burger til at nå ud til diverse lokalbefolkninger, vi møder gennem vores kampagne. Efterfølgende var der ikke så meget arbejde for os, da Coca Cola stod for fremvisningen af fodboldkampen, og Africa Goal holdet 2010 kunne derfor slappe af og bare nyde fodboldkampen. Der var en spændende fodboldkamp mellem Brasilien og Nordkorea, og jeg tror, at vi alle var overraskede over, at Nordkorea fodboldmæssigt ikke blev overfuset af Brasiliens stjernespillere. Nordkorea fik endda scoret et mål i slutningen af anden halvleg og kampen endte derfor 2-1 i Brasiliens favør!

Misforståelsen med Family Health International taget i betragtning foregik arrangementet godt med deltagelse af ca. 800 mennesker, og det vigtigste fra vores perspektiv var, at vi stadig fik oplyst publikum om Hiv/Aids.

No comments:

Post a Comment